Psykoterapi – samtaleterapi

Integrativ:

ID uddannelsen integrerer de forskellige terapeutiske retninger, dvs. metoder fra såvel kognitiv, adfærds-, systemisk-, psykodynamisk som oplevelsesorienteret eksistentiel-humanistisk psykoterapi.
Det giver mig som psykoterapeut mange redskaber i mit arbejde, og en mulighed for at imødekomme flest mulige klienters behov for terapeutisk hjælp i personlige kriser og udfordringer.
En enkelt psykoterapeutisk retning giver sjældent mulighed for at møde den vifte af problemer/temaer/kriser man som psykoterapeut møder i sit daglige arbejde.
Derfor er det vigtigt at kunne bruge metoder fra flere terapeutiske retninger i arbejdet med de mange forskellige problemsæt.

Dynamisk:

At tilstræbe at møde klienterne i en fleksibel, klientorienteret psykoterapi. Det terapeutiske udgangspunkt i terapien tager udspring det sted, hvor klienten befinder sig lige nu. Arbejdet foregår på klientens præmisser i en dynamisk proces.

Her er noget mere læsestof, som i en forkortet form først beskriver de forskellige niveauer, hvori man kan være forankret, nemlig ‘Det reaktive niveau’, ‘Det kreative niveau’ og ‘Det essentielle niveau’. Forståelsen af det øvrigt skrevne skal anskues ud fra beskrivelsen disse niveauer.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at nedenstående er en teoretisk opsætning, og er ment som en lille indføring i teorien bag psykoterapi/samtaleterapi. Forståelsen og indsigten i det enkelte menneske går ofte på tværs af teorierne, og den mangfoldighed vi som mennesker repræsenterer, er langt mere nuanceret, end det er muligt at kortlægge og beskrive med det skrevne ord. Vi er ikke kun et niveau, men veksler mellem de tre niveauer. Niveauerne skal ikke forstås som graduerede, der er ikke et niveau, der er bedre end et andet, men kun måder hvorpå, man i øjeblikket forståer og anskuer sig selv på.

DET REAKTIVE NIVEAU.
Selvforståelsen på dette niveau er hæftet på identifikation af bestemte selvbilleder. Vi forstår os selv som værende maskuline, feminine, selvopofrende, rigtige, forkerte osv. Selvforståelsen bliver i visse sammenhænge en stereotyp forståelse af en selv, og reaktions- og tankemønstret tager udgangspunkt i ikke bevidste valg og responser i forhold til situationer og andre mennesker.
Det reaktive selv søger det trygge, og det kendte og fungerer som et psykisk forsvar.

DET KREATIVE NIVEAU.
Fra dette niveau er vi bevidste om de valg vi foretager, og hænger ikke fast i en offerrolle. Vi kan træde i karakter, og stå ved de valg vi tager, uanset om det måtte have nogle negative konsekvenser, for vi vælger ud fra en bevidst holdning. Verden er subjektiv og vi opfatter den som sådan, og er samtidig bevidst om, at det også gælder andre mennesker. Vi holder hjertet varmt og hovedet koldt.

DET ESSENTIELLE NIVEAU.
Et niveau som udspringer af vores væsens kerne, og som indeholder sand ægte kærlighed, harmoni, klarhed, glæde og hvor livskvaliteten er uafhængig af omgivelser og personer. Altså vores dybeste identitet, sjæl eller værenskerne.

Vores reaktive selv identificerer sig med adfærden. Vi er i en hvis forstand hvad vi gør, og vores vurdering af os selv og andre bunder i en vurdering af adfærden. Dvs. de krav vi stiller til os selv i forhold til hvor meget og hvordan, vi fx udfører vores arbejde, er vigtig for vores selvforståelse. Når identitetsfølelsen er knyttet sammen med adfærden, bliver vi særligt sårbare overfor kritik og bebrejdelser.
Fra vores kreative bevidsthedsniveau skelner vi mellem identitet og adfærd, og har ikke den opfattelse, at vi er hvad vi gør. Vores differentierede forståelse gør at vi i højere grad sætter os i stand til, at kunne anskue intentionen bag fx en destruktiv handling. Da identifikationen ikke ligge i adfærden, bliver vi mindre sårbare overfor kritik, og mindre kritiske overfor andres adfærd.

Fra vores reaktive selv vil vi identificere os med vores tanker, tro og overbevisninger.
Vi bliver eller identificerer os med vores tanker, overbevisninger, og det vi tror på. Vi forstår os selv, ud fra det vi tænker om os selv, som den kloge, den dumme, den flittige, den dovne, socialisten, den liberale osv. Det er klart at vi med en sådan identifikation bliver sårbare overfor kritik i forhold til det, vi tror og tænker, fordi adskillelsen mellem vores person og vores overbevisning og tanker ikke er tydelig.
Fra det kreative selv er vi ikke identificerede med vores overbevisninger, tanker og tro, og det giver derfor en større rummelighed i forhold til forskellighed og virkelighedsopfattelse, og der er plads til at andre mennesker kan tro, tænke og have andre overbevisninger end os.

Fra det reaktive selv identificerer vi os med vores roller. Vi bliver vores roller, og bliver derfor vældig sårbare, når rollen angribes og kritiseres. Det bliver endvidere svært den dag, hvor vi af en eller anden årsag bliver nødt til at slippe rollen. Hvis rollen som forældre bliver hele vores identitet, kan det være svært den dag, børnene er blevet voksne og rollen skal lægges. Det samme gør sig gældende hvis det handler om overidentifikation med ens arbejde.
Naturligt er det at gå ind i de roller vores arbejde kræver af os, men hvis rollen eller relationen bliver hele mig, og der er sket en overidentifikation, er sårbarheden naturligvis stor.
Det kreative selv gør ikke rollerne til hele os, men vi tager det nødvendige ansvar, der måtte ligge i den pågældende relation eller rolle, og samtidig er vi fra dette sted, også parate til at give eller lade andre tage eller dele det fornødne ansvar. Vigtigt er det også, at vi her forholder os til mennesket bag rollen og relationen.

Det reaktive selv hænger så at sige fast i fortidens roller og selvfølelser. De negative oplevelser eller de succeser vi har været igennem i vores fortid, præger og farver den nutid vi lever i. Dvs. det reaktive blander fortid og nutid sammen, så gamle selvbilleder, opfattelser og identiteter bliver afhængig af hvilke billeder og roller, vi tror andre mennesker og os selv gerne vil se os i.
De kreative selv ser fortiden succeser og fiaskoer som erfaringer, og lever ud fra det der er vigtigt nemlig her og nu. Den brudte identifikation med gamle selvbilleder gør, at vi ser fortidens erfaringer som vigtig feedback.

Det reaktive selv identificerer sig med de positive selvbilleder som vi viser verden, og forsøger at skjule de negative sider eller skyggesider. I barndommen var vi afhængige af vores forældres kærlighed, accept og forståelse for ikke at føle os betydningsløse, ensomme, isolerede og i yderste konsekvens føle, at vi ikke eksisterede. Vi antog roller og former ud fra de forventninger vi formodede, forældrene og omgivelserne havde til os. I den proces blev vi nødt til at spalte vores negative sider fra, for at undgå at føle de ubærlige følelser af ensomhed, isolation, manglende kærlighed og ikke-eksistens. I spaltningen af de socialt acceptable sider og skyggesiderne, skete der også en spaltning på det indre plan. Vi fjernede os så at sige fra os selv og andre, hvilket paradoksalt nok var resultatet af en proces, vi foretog for netop at undgå afstand og isolation.
Det kreative selv er ikke så identificeret med selvbilledet, og det er derfor ikke så afgørende at skjule de negative sider. Vi kan fra det her sted være vores egne forældre, og det er ikke vigtigt at hente bekræftelse og anerkendelse udefra, og manglende accept eller fordømmelse er ikke nødvendigvis noget, der udløser de eksistentielle følelser af ensomhed, isolation og ikke-eksistens.
Vi kan med andre ord tage vare på egne behov, og den energi vi før brugte på at holde skyggesiderne nede frigøres. Den frigjorte energi højner vores energiniveau, og det gør at vores kontakt til det essentielle selv øges, og altså muliggør en øget tilknytning til vores væsens kerne.

Det reaktive selv identificerer sig med de potentialer eller specielle talenter vi besidder, og fastholder en rigid selvforståelse, som gør os sårbare når talentet eller potentialet ikke længere kan fastholdes.
Det kreative selv er ikke identificeret, med de begrænsninger der ligger heri, med oplevelser potentialer eller talenter, men vælger bevidst ud fra et ønske om udvikling eller bevidst identifikation.

Det reaktive selv identificerer sig med spirituelle oplevelser, åbenbaringer og eksistentielle erkendelser. Hvis identifikationen med de spirituelle oplevelser er til stede i en eller anden form, og denne identifikation kommer fra ønsket om at være noget særligt eller at blive anerkendt, er det, trods en måske religiøs åbenbaring, stadig det reaktive selv.
Det kreative selv er ikke identificeret med spirituelle oplevelser, og det at være noget specielt, men betragter de spirituelle oplevelser og erkendelser som berigelser og indsigter og ser disse i et realistisk lys.

Bevidstgørelse.
Bevidstgørelse af muligheder og hindringer for videre udvikling er en forudsætning i forhold til det at ændre. Uden bevidstgørelse er forandring ikke mulig, og det er vigtigt eventuelt at få hjælp og støtte med bevidstgørelsen om de begrænsninger, barrierer, temaer der hindrer udfoldelsen af ressourcer og potentialer.

Mønsterafbrydelse.
Med mønsterafbrydelse menes afbrydelse af gamle mønstre, tanker, vaner af selvbegrænsende karakter, som på den ene eller anden måde er til hinder for, at man ikke sidder fast i en problemetik, som man gerne vil forlade/forandre.

Re-orientering.
Når et mønster brydes opstår der et hul eller måske et kaos. Hvorledes findes nye veje at gå, og hvordan og hvem er jeg, når gamle mønstre ikke dominerer? Det er vigtigt at kunne forholde sig til den nye virkelighed, og finde en ny kurs og nye muligheder at kunne reorientere sig efter.

Motivation.
Det er essentielt evt. at få hjælp til stimulere og underbygge motivationen i den forvirring eller det kaos, der kan opstå ved forandringer i livet, til at tage de nødvendige skridt mod nye udfoldelser og drømme.

Kompetenceudvikling.
Kompetenceudvikling fordres når en ny fremtid skabes. En af de vigtigste kompetencer er at kunne rumme egne følelser. Hvis der ikke er følelser vi er bange for at konfrontere eller mærke eller forsøger at slippe væk fra, vil vi opnå en meget stor grad af frihed og parathed til at tage risici.

Energibalancering.
Handler i store træk om at gøre plads i bevidstheden gennem at lære at slappe kropsligt og mentalt af. Jo mere afslappet vi er, jo mere stiger graden af nærvær og opmærksomhed.

Integration.
At integrere er at samle. Det reaktive selv er kendetegnet ved, at det splitter os op i sider, vi kan lide eller gerne vil være, og sider vi ikke bryder os om, eller sider vi identificerer os med og sider vi fortrænger og projicerer over på andre. At integrere betyder at samle os selv igen og blive mere hele.